Renholdelse af toilet

Renholde toilet

Hvorfor får du brune kalkstriber i toilettet?

De brune striber i toilettet består af kalk og jernforbindelser. De kommer fra vandet og afsættes, når der skylles ud i toilettet.

Herlev er et område med meget hårdt vand, og du vil sandsynligvis opleve problemer med brune striber i toilettet. Drikkevands hårdhed er nemlig et udtryk for indholdet af kalk og magnesium.

Sådan fjerner du brune striber i toilettet

  • Bland 1 dl eddikesyre 32 % med 4 dele vand i en sprayflaske
  • Svup vandet ud af toiletkummen. Hvis der er brune striber under vandoverfladen, kan du bruge en svupper til at pumpe vandet ud først.
  • Bland dette i en sprayflaske: 1 dl eddikesyre 32 % med 4 dele vand.
  • Sæt toiletpapir på striberne, og spray blandingen på, så papiret klistrer til kummen. Husk at bruge handsker. Lad det virke nogle timer eller natten over.

Hvis blandingen ikke tager kalken, kan du forsøge dig med et middel med fosforsyre som fx Fluren 33 eller Borups kalk- og rustfjerner.

Er de brune striber rust, kan de nemt fjernes med fx Magica, som købes hos Matas.

Hvis der STADIG er brune striber i toilettet: Bland 2 spsk. vaskepulver til hvid vask og 1 liter kogende vand. Det er vigtigt, at vandet er varmt – det virker først, når vandet er over 60 grader.

Dyp toiletbørsten i blandingen og skrub toilettet godt. Lad det virke nogle minutter.

Undgå, at de brune striber kommer igen

Skrub toiletkummen hver dag med en børste uden brug af rengøringsmidler. Tjek om vandet løber efter cisternen er fyldt op. Hvis det løber skal du kontakte kontoret.

Rengør toilettet en gang om ugen med wc-rens – gerne miljømærket. Lad det virke nogle timer – gerne natten over.

HOLD rent frem for at GØRE rent.